Etiketter

tirsdag den 20. september 2011

Hurtigt brød med bagepulver

Da brødet er lavet med bagepulver skal det spises mens det er lunt. Det er ikke til at gemme men til at spise en weekendmorgen, hvor man er for doven til at køre til bageren.

100 g havregryn
4 dl mælk
1 tsk. salt
3 tsk. bagepulver
250-275 g mel

Det hele røres sammen og samles. Ælt ikke dejen.

 Kom den i en form eller form det til et brød. Bages ca. 30 min ved 200 grader

søndag den 21. august 2011

Citron firkanter

Dette er en opskrift jeg har fundet i en kogebog af Morten Heiberg.

Bund:
125 g smør
75 g sukker
155 g hvedemel

Fyld:
4 æg
250 g sukker
½ dl friskpresset citronsaft
Reven skal fra ½ citron
30 g mel
½ tsk. bagepulver

Varm ovnen op til 180 grader

Pisk smør og sukker godt sammen og vend melet i. Kom dejen i en form og pres den lige flad hele vejen rundt. Bages midt i ovnen ca. 20 min.
Tag den ud af ovnen og køl den af mens fyldet laves.
Pisk æg og sukker sammen i ca. 2 min. Vend citronsaft og skal i. Sigt mel og bagepulver sammen og pisk det i.
Fordel fyldet over bunden og bag igen 20-22 min.

Multi-dej!

Denne dej kan bruges til mange ting: boller, pølsehorn, burgerboller samt sødere ting, som kanelsnegle.

Jeg synes, at den er lidt for sød til pølsehorn m.m. så der reducerer jeg mængden af sukker.

2½ dl vand
2½ dl mælk
100 g gær
2 æg
85 g sukker (Jeg bruger 50 g til den mindre søde dej)
10 g salt
200 g margarine (jeg smelter det)
1200 g mel ( jeg bruger en blanding af hvad der er i skabet gerne med havreflager eller speltflager)

Rør gæren ud i vand, mælk og margarine. Bland resten i dejen og ælt den sammen. Lad det hæve 15 min. Form derefter boller eller lign. og lad det hæve 45 min.

Bages ved 210 grader.

Dejen kan også fryses, men det har jeg ikke prøvet endnu. Men den skal i fryseren efter den er æltet. Når den tages op kan man efter ca. 1 time det ønskede og så skal det hæve i 45 min.


Her er det pølsehorn jeg har lavet.


onsdag den 3. august 2011

Hjemmelavet chicken nuggets

Da jeg serverede disse første gang sagde mine børn at de smagte bedre end McDonalds!

Kyllingbryst eller inderfilet skåret i passende størrelse
Revet citronskal
Hakket persille
Rasp
Salt/peber
1 æg

Bland citronskal, persille, salt og peber i raspen. Vend kyllingen i æg og derefter i rasp.

Steg dem i olie til de er gennemstegte og sprøde.

tirsdag den 2. august 2011

Kødsovs på den italienske måde

Dette er en rigtig god kødsovs til spaghetti og jo længere den koger jo bedre. Gerne 2 timer. De grøntsager der er nævnt her er et must, men jeg kommer ofte flere i (jeg tømmer gerne grøntsagsskuffen for f.eks. peber, champignon, squash og lign.).

500 g hakket oksekød
4 stængler blegselleri
4 gulerødder
1 løg
hvidløg / chilli
1 brik tomat passata (kan købes i de fleste supermarkeder)
Krydderurter (jeg bruger gerne timian, persille og salvie)

Hak grøntsager i en minihakker. Brun oksekødet og tilsæt grøntsagerne. Hæld tomat passataen over og lad det koge under låg ved svag varme, gerne 2 timer. Ca. 20 min inden det skal spises smages det til med krydderurterne samt salt og peber.

Et rigtig godt brød!

Så har jeg endelig fundet en rigtig god opskrift på et nemt brød - det skal dog æltes, men det giver gode armmuskler, så det må være trøsten!

1 kg. mel
25 g gær
15 g salt
6 dl lunken vand

Opløs gæren i vandet og hæld det i melet med salt. Ælt det godt i ca. 10 min.
Form dejen til en kugle og smør den med en neutral olie. Dæk skålen med en plastikpose. Lad den hæve mindst en time, men gerne længere.
Tag dejen op og slå den ned. Del den i to og form to nye kugler,der lægges på en meldrysset bageplade og dækkes med et fugtigt viskestykke. Lad brødene hæve mindst en time, men gerne natten over (sæt pladen i ovnen og lad dem hæve der).
Varm ovnen op til 220 grader med en bageplade i. Skær nogle ridser i brødet og flyt dem forsigtigt over på den varme bageplade og bag dem ca. 35-40 min. Brødene er færdige når det lyder hult når du banker på undersiden af dem.

Jeg har lavet dem med rent hvedemel men næste gang vil jeg komme noget groft mel i samt nogle kerner. Jeg vil også prøve at lave et med valnødder og tørrede tranebær, men det er vel kun fantasien der sætter grænser!

torsdag den 23. juni 2011

Pizzadej der ikke skal æltes

Her er en rigtig nem pizzadej, der giver en tyk pizzabund a la deep pan.

50 g gær
5 dl lunkent vand
2 tsk. salt
2 spsk. olie
675 g hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de andre ingredienser. Rør dejen sammen og lad den hæve min. 1 time. Tryk dejen ud i en bradepande. Det gøres bedst ved at fugte din fingre med vand. Så klistrer dejen ikke.

Kom fyld på og bag ca. 30 min. ved 225 grader.

lørdag den 18. juni 2011

Fødselsdagsboller

Jeg har forsøgt mig med flere forskellige udgaver af fødselsdagsboller men vender altid tilbage til Ilses boller.

2½ dl mælk
50 g gær
125 g smeltet margarine
50 g sukker
½ tsk. kardemomme
500 g mel

Lun mælken og smelt margarinen heri og så rør gæren i. Husk at mælken og margarinen må ikke være for varm. Tilsæt sukker, kardemomme og mel og ælt dejen sammen. Lad den hæve ½ time og tril dejen til boller, der efterhæver 15-20 min. Pensl dem med vand eller mælk og bag dem ca. 12 min. ved 225 grader.

De er bedst hvis de bliver spist lune, så bag dem gerne ca. ½ time før de skal serveres.

Tilføjelse: Nedenstående boller er bagt lidt anderledes. Jeg har ikke smeltet margarinen. Jeg har æltet den meget bløde margarine ind i dejen og det blev de faktisk meget bedre af, så det vil jeg gøre fremover.





Gulerodsboller

Endnu en opskrift på de her fantastiske boller hvor man er fri for at ælte dejen!

Man kan med fordel halvere mængden af gær og sætte dejen i køleskabet natten over. Næste morgen skal bollerne bare sættes på bagepladen og direkte i ovnen.

2 dl vand
50 g gær
2 spsk. sukker
1 tsk. salt
2 æg
1 dl creme fraiche eller lign.
1 dl solsikkekerner
3-4 revne gulerødder (ca. 200 g)
ca. 500 g mel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt, æg, creme fraiche og gulerødder og rør rundt. Tilsæt mel og rør den ud i dejen. Lad den hæve min. ½ time og sæt derefter dejen på bagepladen med to skeer og bag bollerne ca 20 min. ved 200 grader.

fredag den 17. juni 2011

Indbagt kylling

Her er en god opskrift på indbagt kylling. Jeg brugte 400 g kyllingeinderfilet og det passer fint med mængden af dej.

80 g mel
60 g kartoffelmel
1 tsk. bagepulver
1½ dl vand
2 tsk. olie
90 g sesamfrø
½ tsk. spidskommen
Salt og peber
Olie til stegning


Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og pisk kraftig mens vandet kommes i. Tilsæt olie, sesamfrø, spidskommen, salt og peber og rør godt. Dæk det til med plastfilm og lad det trække 15 min.

 Vend kyllingen i dejen og steg det i rigelig olie til kyllingen er gennemstegt, ca. 8 min på hver side.

Læg kyllingen på et stykke køkkenrulle, så det overskydende olie kan dryppe af.

torsdag den 16. juni 2011

Verdens bedste chokoladekage

Amerikansk chokoladekage som ikke fås bedre!

Smuldredej:
125 g mel
105 g brun farin
1/2 tsk. kanel
90 g koldt smør
140 g hakket chokolade

Dej:
235 g mel
60 g kartoffelmel
60 g kakao
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
125 g smør
250 g sukker
3 store æg
315 g creme fraiche
1½ tsk. vanilie essence

Jeg havde ikke nok creme fraiche, så jeg brugte vanilieyogurt fra Cheasy og det blev kagen bestemt ikke dårligere af.

Bland smuldredejen ved at gnide det mellem fingrene indtil det danner store krummer. Bland den hakkede chokolade i og stil det til side.

Tag en skål og bland mel, kartoffelmel, kakao, bagepulver og natron.

I en anden skål piskes smør og sukker indtil det er luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen og tilsæt derefter melblandingen ad 2-3 gange. Kom til sidst creme fraiche og vanilie essence i og pisk til det er ensartet.

Kom det i en bradepande (ca 23 x 33 cm) og fordel smuldredejen ovenpå.

Sæt det i ovnen ved 180 grader i ca. 40 min.

Pias boller med hytteost

Disse boller kan laves i alverdens variationer. Jeg bruger bare en blanding af det mel jeg har i skabet og nogle gange river jeg en gulerod i eller kommer solsikke- og/eller græskarkerner i.

150 g grovvalsede havregyn
7 dl vand (en rest kærnemælk er rigtig godt til at erstatte noget af vandet)
50 g gær
200 g hytteost
1 spsk. olie
1½ spsk. sukker
1 tsk. salt
Mel

Hæld havregyn og vand i en skål og lad det trække 15 min. Rør herefter gæren ud deri. Tilsæt så hytteost, olie, sukker og salt og rør godt. Herefter tilsættes der mel, men kun så meget at der stadigv kan røres med en ske.
Lad det hæve min. en time, men det bliver kun bedre af at hæve længere. Gerne 3-4 timer.
Sættes på en bageplade med en ske.
Bages ca. 20 min ved 200 grader.

Mine opskrifter

Her begynder rækken af mine favoritopskrifter, således at jeg ikke behøver at skrive dem ned og aflevere dem til folk, der spørger efter dem. Fremover vil de blive lagt herind og så kan I se dem her.

Jeg vil forsøge at tage billeder efterhånden som jeg får lavet opskrifterne, så I kan se hvordan det ser ud, når det er færdigt.

Som man nok kan se af billederne, går jeg ikke så meget op i, hvor fine billederne bliver. For mig er maden omdrejningspunktet, så der er ikke så meget styling på billederne.